Fotografier kan indgå som aktive medspillere i bevarelsen af kulturarv, men de kan også anvendes som frontløbere, når kulturarven skal videreudvikles; når tidligere eller eksisterende værdier og traditioner skal udgøre fremtidens kultur i en ny kontekst. For fotografiernes fastfrysede motiver skaber ikke blot erindringer om en bestemt fortid, de indrammer også erindringen i udviklingen af fremtiden, når de findes frem fra gemmerne og f.eks. organiseres i en udstilling eller et museum. Her indgår de som nyskabende brobyggere mellem fortiden og fremtidens kultur.
Der var engang... sådan begynder et eventyr, sådan hedder fotomuseet, Gagliano Aterno Museo Fotografico: C'era una volta ( GAMuF ) i denne italienske bjerglandsby, og sådan begynder denne fortælling. En fortælling om denne landsbys kultur, som deles af folk, der har levet deres liv i byen, af nye borgere, af folk med feriebolig i byen m.fl.; folk der indgår i byens fortælling af forskellige årsager og på forskellige tidspunkter i deres liv og af byens eksistens og som dermed skriver både landsbyens kulturarv og dens fremtidige kultur.
Fotomuseet er etableret via fotografier fra borgere, medborgere og andre med interesse i byen. Deres bidrag og deres fortællinger har etableret nye fællesskaber, der netop har været og fortsat er med til at udvikle kulturen; i selve mødet i og med fotografiet, hvor denne forventning til billedet og dets indehold, der via en involvering i billedet, efterfølgende evalueres – blandes med vores egne tidligere oplevelser og efterlader os som kulturbærere af fortiden for fremtiden.
Jeg er pludselig også den, der fortæller om landsbyen og dens indbyggere og er dermed også kulturbærer. Jeg har haft min gang i Gagliano Aterno i flere år, kender befolkningen og kan fortælle deres historie, som ikke længere kun er deres historie, men nu også min historie og når jeg er færdig med at udpege billeder og fortælle, er de unge, jeg deler denne fortælling med, også kulturbærere. Vi deler den samme kulturhistorie via billederne, så den vedbliver at bestå og udvikle sig.
... motivet repræsenterer hans barndom, hvor han har leget i stalden og i haven og dette vil han invitere mig ind i, nu jeg har indskrevet mig på listen over husets ejere... han er tydeligvis for bevæget af det sort-hvide billede fra 1956 - 57 til at stoppe fortællingerne. Billedet hvor hans far og naboens brødre står ved stalden, inspirerer ham til at fortælle om oplevelser fra sin barndom og opvæksten i landsbyen; faderens arbejde i stalden, legene på høloftet i stalden og i haven; nu vores hus og have, hvor jeg fortæller, at vi på det daværende høloft, nu har tre soveværelser og en stue med udsigt over dalen. Med billedet bliver jeg inviteret ind i fortællingen, og bidrager med min fortælling; jeg bliver en del af denne i det øjeblik han og jeg skaber denne fælles fortælling. Jeg bliver kulturbærer og med denne, vores fælles hverdagshistorie, er et nyt fællesskab skabt... i mødet i billedet.
Fotomuseet modtager løbende nye billeder og nye fortællinger og fungerer som et museum, hvor der i sommermånederne også afholdes saloner med diverse temaer over f.eks. livet på slottet eller baren osv. Til disse saloner fremvises billeder under de valgte temaer, hvorefter deltagerne byder ind med erindringer og deler disse i en nutidig kontekst.
Dette kulturelle udviklingsprojekt foregår i samarbejde med kommunen i Gagliano Aterno som en del af en (re)definering af landsbyens kulturliv, hvor også antropologer og sociologer fra Università della Valle d’Aosta indgår i projektet i opbygningen af et cirkulært (energi)samfund.
Om museal didaktik og praksisstudie af fotografiers betydning i bjerglandsbyen Gagliano Aterno i Italien
En stor kærlighed til Italien blandet med en altid undersøgende nysgerrighed til det område, hvor jeg opholder mig, er den grundlæggende drivkraft bag etableringen af det lokalhistoriske fotomuseum: Gagliano Aterno Museo Fotografico: C'era una volta ( GAMuF ) og for mit studie i bjerglandsbyen Gagliano Aterno i Centralitalien. Fotomuseet tjener således både til at bevare og udvikle den lokale kultur og er et laboratorium for et praksisstudie af fotografiers betydning i (re)defineringen af rurale bjergområder.
Forberedelserne til fotomuseet tog sin begyndelse allerede i 2013 på den lokale bar, hvor byens ældre mandlige indbyggere nød deres otium over en kaffe og et spil kort. Disse besad et særligt kendskab til landsbyen, dens befolkning og dens hverdagshistorie; byens traditioner og værdier. De var kulturbærere og når jeg mødte dem på baren, spurgte jeg derfor ivrigt ind til deres fortællinger om landsbyen og deres liv i landsbyen. Samtalerne afsluttede næsten altid med, at vi skulle mødes igen, for de havde meget mere at fortælle og jeg havde også mange flere spørgsmål. Deres afskedsreplik lød ofte, at de ville medbringe billeder til vores næste møde, så jeg også kunne opleve ved selvsyn, hvad de fortalte om, og det var således via disse samtaler og fremviste fotografier, jeg fik et unikt indblik i landsbyen og dens kultur.
Det var også via disse fotografier, at idéen om, at den sociale praksis billederne og fortællingerne afstedkom, kunne anvendes brobyggende mellem byens ældre kulturbærere og de yngre borgere, medborgere, feriegæster, sommerstuderende og andre som gæstede Gagliano Aterno. For akkurat som jeg havde skabt relationer til de lokale kulturbærere på baren og via deres fortællinger og fremviste fotografier også var blevet kulturbærer, kunne alle andre også ”mødes i billederne“; mødes i billederne og deres motiver i nye kulturbærende fællesskaber.
En email til byens daværende borgmester, en tilladelse fra Abruzzo-regionen til at opsætte fotografierne på murene i byens middelalderkloster samt indsamling af fotografier fra landsbyen, fra emigrerede familier m.fl., resulterede i den første fotoudstilling i sommeren 2013. Derefter kom der hurtigt flere fotografier til og udstillingen blev således realiseret som en pop-up udstilling flere somre ved forskellige lejligheder.
Siden tog et kandidatstudie i Materiel Kultur Didaktik ved Aarhus Universitet i København museumsprojektet videre til kandidatspecialet, der omhandlede museal didaktik og hvordan fotografier kan indgå i en (re)definering af et lokalsamfunds kultur i et ruralt bjergområde.
Gagliano Aterno Museo Fotografico: C'era una volta ( GAMuF ) åbnede i sommeren 2023; et lokalhistorisk fotomuseum, der aktivt indgår i (re)defineringen af landsbyen. Og samtidig fortsætter praksisstudiet af, hvordan fotografier og fotomuseet kontinuerligt kan bidrage til udviklingen af lokalsamfundet i takt med at fotomuseets samling vokser.
Inge Thormann
Det bliver stadig mere tydeligt, at museer og kulturarvssteder er fundamentale for at re-etablere lokale økonomier, tiltrække besøgende og skabe indtægter. Desuden bidrager disse også til social samhørighed, borgerinddragelse og velfærd; emner, som nationale regeringer, kommunale og regionale forvaltninger i højere grad er begyndt at interessere sig for.
Med fotografiet af stallen i Via San Rocco 23, venligst udlånt af Olivieri Michele, fødtes idéen om at indsamle fotografier, som har repræsenteret Gagliano Aternos kultur gennem flere årtier. Fotografierne er private og udlånt af borgere, medborgere og personer med interesse i Gagliano Aternos fortid og fremtid.
Med projektet ‘Bjerge i bevægelse’ vil vi ikke kun forsøge at give nyt liv til fællesskabet, vi vil også arbejde for at værne om Gagliano Aternos historie og traditioner.
... objects accumulate positive affective value as they are passed around.
Inge Thormann
Telefon (Danmark): +45 40 686 646
Telefon (Italien): +39 3888 131120
Email: inge@thormann.info
Gagliano Aterno Museo Fotografico: C'era una volta ( GAMuF )
“Ex asilo”, Via Citarella,
67020 Gagaliano Aterno (AQ)
Åbningstider sommer: fra morgen til aften
Åbningstider vinter: når der er andre aktiviteter åbne i bygningen.
Corte della Sede Comunale, Via Fontana,
67020 Gagaliano Aterno (AQ)
Åbningstider: åbent til specielle aktiviteter og på forespørgsel: nøglen kan hentes på kommune ved siden af.